Rejsemail nr. 12:
Bangla, Bangla - Desh!

Srimangal, Bangladesh, 23.01.03

Så er vi kommet på landet, hvor den friske luft og det smukke landskab overstrøget med the-plantager dominerer! Bangladesh har været en positiv overraskelse takket været vores lille intermezzo med Kolkata...
Bangladeshere er meget venlige mennesker og de ved ikke alt det gode de vil gøre for turisterne, som de betragter som ærede gæster!

En undtagelse er måske det nationale luftfartsselskab Biman, som bad os om at møde kl. 9.15 i lufthavnen, men ventede til 18.30 med at flyve. Turen tog under en halv time, men de nåede at ekspedere en madpakke til alle, imponerende. Vi havde mødt en ung rigmandssøn i flyet som tilbød os et lift med hans privat-chauffør til vores hotel - så vi fik allerede der et godt indtryk af folks gæstfrihed. Han tog os senere med på en aftenbyrundtur i cykelrickshaw og gav middag. Maden er dog ikke noget at råbe hurra for.

De to første dage i hovedstaden Dhaka spiste vi kiks, bananer, appelsiner og en masse småkager, for vi boede lige ved siden af en god bager...

Dhaka har mindsket meget af dens luftforurening ved at forbyde totakts autorickshaws (overdækkede trehjulede "knallerter" med bagsæde) for to måneder siden (vi takker).
Der er verdens største koncentration af cykelrickshaws i byen, en ubegribelig mængde med mindre man har siddet i en gigantisk ricky-prop med omkring 500 af de 600.000 der findes i landet. De er smukt dekoreret med dyremotiver, filmstjerner eller damer... Der er ikke mange kvinder på gaden, da det er et muslimsk land, så et af yndlingsmotiverne er en overordentlig velnæret (modsat virkelighedens madammer) kvinde, med en udfordrende blik og måske en bar skulder. Uhh. Hot.

Vores hotelværelse var godt, men de var ved at gøre hotellet i stand - dvs, de borede, hamrede og mejslede fra kl. 22 til 23.40 (hvor Charlotte nær fik en hjerneblødning af raseri i receptionen). Meget mærkelige arbejdstider.

Folk er som sagt søde og nysgerrige. Der kommer en mindre kødrand når man er ude og shoppe, men ikke på en ubehagelig måde. Det er dog for meget når en ansat her i biksen sætter sig på en taburet ved siden af mig og min computer og bare kigger på mens jeg skriver. De fleste kan ikke snakke engelsk. De kan sige: Hallo! Bye bye! How are you? What is your country? Og det er vist der til pensum gik i skolen. De rige er meget veluddannede og flittige til at give os lift rundt i byen, når man møder dem. Det skal man jo ikke kimse af.

Vi tog toget til Srimangal forleden, på første klasse, som er ganske glimrende. Vi fik endda den bedste plads i vognen, endnu et tegn på deres venlighed. I Indien fik man altid pladserne ved toiletterne hvis man ikke lige var opmærksom. Toget kørte kun omkring 40 km i tiimen, så vi havde rig mulighed for at nyde det smukke landskab med rismarker omgivet af palmer.

Srimangal er en lille provinsby med et enkelt vejkryds, Alle skilte står på bangla/bengali, så det var lidt svært at finde hotellet! Her er ikke de store muligheder for at få noget at spise, men ris, kylling og mild karrysauce et par gange om dagen er okay, så længe det smager godt.

Vi lejede cykler igår og kørte en 25-30 km tur rundt til nogle forskellige the-plantager. Vi kørte på to "sommerhuscykler" hhv. str. 10 og 12 år. En udfordring, men vi klarede den (nogle mere graciøst end andre). Vi så en theplukker landsby med en lille skole. Alle børnene blev helt vilde da Jakob stak sit hovede indenfor! Hallo, råbte han, hvortil tyve børn skreg Hallo! tilbage. Dette show fortsatte så med de fire sætninger børnene kunne plus diverse gentagelser. Jeg tror læreren var glad da vi gik igen!

Vi havde glemt at spise nok morgenmad og var kun kommet afsted med en pakke kiks. De fleste af kiksene blev dog givet til en lille, tynd hund, som så meget sulten ud. De omkringstående - formodentlig sultne - mænd syntes sikkert vi var nogle mærkelige nogen. I dag gik vi ned i byens bank for at veksle nogle Taka til Dollars, men det må de ikke herude. I stedet blev vi inviteret til kaffe og småkager på bankdirektørens kontor. Meget hyggeligt. Vi spurgte om man kunne købe en engelsk avis i byen og vupti var direktørens "boy" sendt afsted - og snart efter blev "gaven" overrakt os. Det er da stort! Mens jeg skrev dette afsnit blev der serveret en kop the til mig fra internet-fatter. Da vi skulle købe en togbillet tilbage til Dhaka var det store sager og kun "station-manager" kunne udstede den. Endelig efter tre besøg fik vi foretræde for manden og da vi var hans "special guests" skaffede han os fluks et par billetter til første kl. af hans egen kvote. Jeg kan helt skamme mig ved tanken om hvordan vi ville behandle en bangla turist i DK.

Om nogle dage flyver vi til Myanmar/Burma i tre uger. Rygtet siger at man ikke kan komme på nettet der, så måske skriver jeg først når vi kommer til Bangkok.

Håber alle har det godt! Tak for mails!

Knus fra Charlotte