Rejsemail nr. 13: Burma - Et anderledes land

Bangkok, den 20.02.03

Kære alle sammen
Vi landede i Bangkok for fire dage siden efter tre uger i Myanmar/Burma, og før det, sluttede vi vores besøg i Bangledesh af med maner.
Sidste aften i Srimangal blev vi nemlig inviteret til et lokalt hindubryllup. Vi blev hjerteligt modtaget af hele familien og beværtet med middag (chicken curry med klør fem) og pladser på første række. Brudeparret lignede noget fra tusind og en nat - brudgommen havde silkekjortel, snabelsko og en 40 cm høj hat, der lignede en mellemting mellem en overpyntet papirskransekage og en Le Klint lampeskærm gået galt. Bruden var 22 år og meget smuk (billede på sitet). Stor oplevelse og endnu et bevis på den store gæstfrihed.

Jeg må hellere tage mig sammen og skrive lidt om Burma...Det er ikke fordi jeg normalt har problemer med at finde på noget at skrive, men jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvad jeg synes om stedet! - Heaven or Hell??

Det der ved første øjekast - en uges tid - forekom at være glade mennesker i et smukt og velfriseret land, dækkede over et hårdhændet styre (militær diktatur) der sørgede for at folk ikke stak snuden for langt frem og for at turisterne kun så det, styret ønskede turister skulle se. Med støjen fra Indien og latteren fra Bangladesh stadig ringende for ørerne, virkede landet meget stille og det nød vi! Men med tiden gik det op for os at det var fordi folk gjorde alt for at gå i et med tapetet, for ikke at gøre opmærksom på sig selv og dermed komme i problemer. Og så bliver stilheden og roligheden pludselig ret deprimerende i stedet.

Men Burma ER andet end klynk og klage - især når man har sin frihed og en billet ud af landet!

Det bliver kaldt "Det Gyldne Land", og det skyldes såmænd at det må være verdens største aftager af bladguld - for det kan puttes på alt hvad der er noget ved, det være sig buddhistiske stupaer (klokkeformet struktur som kommer i alle størrelser), templer, Buddhaer, paladser og statuer m.m. - og der er så mange af hver slags at det til tider kan være hårdt for øjnene i stærk sol!

Det første vi lagde mærke til med hensyn til befolkningen var at alle - både mænd og kvinder - gik med nederdel, en longhi. Det var praktisk talt kun politi- og militærmænd der brugte bukser.

Vi startede med at tage en glimrende 20 timers bus fra Yangon til Inle Lake. Byen, Nyaung Shwe (nabobyen hed Shwe Nyaung, man er vel opfindsom), var afslappet og hyggelig og vi mødte en hel del andre unge som vi spiste og tog på udflugter med, en velkommen afveksling.
Vi lejede en kano en dag og blev padlet rundt i kanalerne som stødte op til den store sø. Vi kom bl.a. forbi et kloster på en ø, hvor der kun boede een buddhistisk munk, som var meget begejstret for at få gæster og bad os om at blive fotograferet med ham (billede på sitet).
Den fotovillighed var vi ikke vant til fra de andre lande, men det skulle hurtigt vise sig at mange af munkene i landet var temmelig verdsligt orienteret med solbriller, walkman og ofte en lille fotomodel i maven...Efter de hardcore religiøse lande vi kom fra - heriblandt Tibet - forekom nogles kald os en kende hule. Hvem ved, måske er det en måde at undgå militærtjeneste eller tvangsarbejde på.

Inle Lake er berømt for deres "Leg Rowers", som roer kanoen stående med benet rundt om åren...It can be done! Der var flydende haver ude på søen med grøntsager og blomster etc. og landsbyer ude på og ved søen. Husene stod på lange stylter og lignede alt fra faldefærdige skure til pæne svenske ødegårde. Vi så en bar ude på søen, det må være et mægtigt syn fredag aften med sytten kanoer fortøjret ude foran.

Vi besøgte et lokalt marked og spillede med på et af de populære "Burmesiske Casinoer", dvs. en stor plade med 8 dyretegninger og tre kæmpe terninger med hver 6 dyretegninger på (- vi spillede konsekvent på Rejen). Det var forbløffende gribende... Der var et tempel på toppen af en høj bakke, så vi gik i gåsegang med Herr og Fru Hakkebøf på pakkerejse op og så på det. Det var ikke noget særligt, men omkring det store tempel havde de igennem tiderne bygget 1054 små stupaer (a 1-6 meters højde) ned af bakken. Det var jo helt absurd med alle deres stupaer.

Mandalay var næste stop. En skuffelse - en stor beskidt by, få restauranter og et - til turisternes ære - genopført Royal Palace i stilen: Kinesisk restaurant gået amok... Nabolandet Kina har en stor indflydelse på landet og det ses arkitektonisk (moderne kinesisk arkitektur består i fliser på facaden og et kæmpe vinduesparti med blå eller grønne ruder - waauw). De lignede de nye huse i Lhasa på en prik.

Vi tog ud til teatertruppen "Moustache Brothers" som er berømte for deres samfundssatire. Den ene bror var lige kommet ud efter 6-7 år i straffelejr pga vittigheder om styret, så showet var blevet en smule mere tandløst end førhen. Deres hotteste udenlandske jokes handlede om Demi Moore og filmen Ghost, det siger lidt om deres adgang til verden udenfor.

Vi tog på udflugt til den antikke by Mingun med en ung, tysk læge som vi havde tilbragt to dage med i Inle. Det havde været en bygherres mål at bygge verdens største stupa. Efter 30 år døde han og der havde de kun fået bygget fundamentet på ca. 50 meter i højden - en ordentlig bunke mursten. Et jordskælv fik den til at krakelere og det gjorde den kun mere festlig at kravle rundt på. (Billede på sitet).

Vores nye allerbedste tyske ven havde glemt at hæve dollars i Thailand og havde kun medbragt et Mastercard, selvom han havde læst i guidebogen, at det ikke kunne bruges i Burma...Tobias var altså lidt i økonomiske problemer og havde ikke engang en billet ud af landet. Han levede over evne og tog fx et dyrt tog, når vi andre tog en billig og god bus. Hans tog fra Inle til Mandalay hoppede desværre af sporet (!), og hvad gjorde den fattige mand? Han tog da et fly, for lufthavnen lå kun 5 km væk (det samme gjorde busruten)! Han planlagde yderligere 3 togture og en indenrigsflyvning, men så ville han på ingen måde have råd til en billet ud...Helt sort. Det, hans klæbe-tendens og syvogtyve andre ulogiske beslutninger fra hans side gjorde os til sidst lidt lorne... På vej hjem fra Mingun spurgte han Jakob om han kunne låne nogle hundrede dollars indtil Bangkok (havde kendt ham i 3 dage) - tja, tempted, but no! Man møder altså nogle spøjse typer herude.

Vi tog videre til Bagan hvor vi formodentlig så Sydøstasiens største samling af historiske monumenter (ml. 1000-800 år gamle). Der var 2200 templer og i alt over 4000 religiøse strukturer/bygninger på et område på omkring 3x3 km. Hvorfor?!? Hvem ville nogensinde bygge syv kæmpekatedraler og 900 folkekirker på så lille et område? Det gode ved kompaktheden var at vi kunne cykle rundt på Bedstemor And cykler og se det meste på to dage. Der blev kørt til på grusvejene og aldrig har "Af banen! Af banen..." genlydt så højt og hyppigt som i de dage!
Vi indlogerede os derefter på et lækkert hotel med swimmingpool så vi kunne komme til kræfter igen.

I Bagan mødte vi pludselig Tobias igen, selvom han havde sagt han ville tage et helt andet sted hen. Han fulgtes med sine to nye bedste venner, et ældre tysk par - sikkert villige til at give den rare doktormand et lille lån.

Vi tog derefter til Pyay, som lige var åbnet op for turister - det er mig lidt en gåde hvad man skal lave i byen, men de havde da en kæmpe stupa med masser af guld at kigge på...

På dette tidspunkt led vi allerede svært af informations-deprivation og seriøs læsestofmangel! Vi havde heldigvis købt nogle to år gamle Time Magasines som blev læst fra ende til anden. Jakob læste en bog med et lilla cover (say no more) og jeg læste en dårlig bog om nanoteknologi! Man kunne ikke komme på nettet og det kostede kassen at sende en mail gennem en statskontrolleret mailserver.

Der er dog en statskontrolleret engelsksproget avis der fungerer som generalernes private rosemaskine. Hvis du nogensinde kommer i nærheden af "New Light of Myanmar" så tjek tv-oversigten med opbyggelige programmer som "Nice and Sweet song" og "Englsih for Everyday Use"(!). Der var spændende udenrigsnyheder som: Topmøde om rottespredning i Australien eller et billede af en kat i Tyrkiet, og på nationaldagen: Et spændende tillæg om landets broer.

I avisen og på gaderne - primært udenfor hovedstaden - var der propaganda-skilte der skulle opildne nationalånden og kærligheden til nationen (styret). I stilen:
* We will fight the negative elements that works against the nation
* It's our duty not to light a fire
* It's our duty to be pleasant in the country
Der var også skilte med retningslinier om hvordan en mand skulle behandle sin kone. De mere interessante var at det var hans pligt at købe smykker til hende og ikke at foragte hende (despise her)!

Et af de få "oprør" vi bemærkede var en T-shirt, hvor der stod følgende på ryggen: Panasonic - Power to the People. Det var en modig fisker der havde den på.

De sidste fire dage i hovedstaden Yangon var hårde at komme igennem, trods ihærdig shopping og - igen igen - lidt guldstupa og en 72 meter lang liggende Buddha. (No more stupas). Vi gik i en fin biograf og så James Bond en gang til. De lokale knævrede, åd, talte i mobil og vadede rundt under de engelske talescener og sad som forstenede under samtlige actionsscener. Meget spøjst og et held for forståelsen at det var anden gang vi så den.

Det var sådan lige et lille vue over nogle af de ting vi fik ud af besøget i Burma. Vi sidder her bagefter med følelsen af at vi ikke kom ind på livet af en eneste af de lokale og at det var et mærkelig "tomt" land. Der var masser af ældre europæiske pakkerejsende og det er et glimrende og nemt rejsemål (også på egen hånd), især hvis man er arkæologisk interesseret, måske ligefrem en stupatolog...

Jeg synes det er forkert at boycutte landet for at fremprovokere et oprør (det kommer ikke), derimod opnår vesten kun at befolkningen lider endnu mere forfærdeligt, når de berøves den indtægt som turismen giver - og det er sværere for militæret at opføre sig dårligt, når der står 20 overvægtige tyskere (med guide) og kigger på.

Nu er jeg blevet sulten og skal ud og finde mig noget af den geniale thai-mad :o)
I'll be back...

Kærlig hilsen Charlotte