Rejsemail nr. 11:
Sri Lanka - I solskin og regn

Kolkata 17.01.03

Nu er det vist på tide at fortælle lidt om Sri Lanka, men jeg har haft problemer med at komme ind på min mail. Vi har været i Kolkata/Calcutta i 6 dage nu og det er alt rigeligt. Vi glæder os til at flyve til Bangladesh i morgen - jeg ved ikke rigtig om det siger mest om Indiens storbyer eller vores naivitet!

Der foregår en større navneforandring/forvirring i de forhenværende koloniserede lande i Asien. Den sydindieske by vi fløj fra til Sri Lanka hed tidligere Trivandrum, nu har den i stedet det mundrette navn: Thiruvanathapuram. Gader, togstationer m.m. har også ændret navn mange steder til alles store forvirring (og udlændinges udtalebesvær!).

Sri Lanka er en del anderledes fra Indien. Det er en lille frodig ø, a la Robinson Crusoe eventyr. Det kan mærkes at der kun er 20 mill. indbyggere mod Indiens en milliard+. Folk er sødere, bedre uddannede og generelt mindre påtrængende. Der er heller ikke umiddelbart nød og elendighed på gaden.

Colombo er mest et trafikknudepunkt og for vores vedkommende ikke et besøg værd udover bus-og togstationen. Vi prøvede at tage med et tog videre lige efter vi var ankommet med flyet. Købte billeter, spiste frokost, gik hen på perronen i god tid. Den var helt tom. Mærkeligt. Det viste sig at vi havde glemt at tjekke tidsforskellen, som (åbenbart) er på 30 min. Hmm, det gav os dog mulighed for at tage et kig på de andre toge. De var så overfyldte at folk hang ud af dørene, mens andre sad og stod i lag indenfor. Vi besluttede hurtigt at prøve lykken med en bus i stedet!

Tja, pest eller kolera. Trafikanterne er mere eller mindre gale, jo større og hurtigere dit køretøj er, desto mere forkørselsret har du. Ikke rart når bilparken mest består af kæmpestore, faldefærdige vrag af nogle metalbusser. Ganske frygtindgydende. De var dog flittige med hornene...(jeg er SAA træt af dytten). Vi kom med en lokalbus i tre timer og lærte at man skal tage med en A/C bus (dyrere og nyere) i stedet.

Hikkaduwa
Wewala ved kysten var turistet og det trængte vi til! Prisniveauet var over Indiens og spisekortene lidt mystiske. Man kunne fx få avokado-juice, men ikke appelsin-juice, selvom appelsiner kunne købes alle vegne. En aften villle Jakob gerne have curry med kartoffelmos, men det måtte han ikke få "for hvordan ville han dog spise det!" (- med en ske?) Hovedrysten og ingen kære mor fra tjeneren.

Vi tog på udflugt for at finde de berømte "stylte-fiskere". De sidder på en pind med en tværlægger ude i vandet og fisker ansjoser. De var ikke ude at fiske da vi kom, men for et klækkeligt beløb kunne seks af dem da godt lige klatre op på deres pind. Bagefter tog vi med en ung fyr/guide ude i junglen, hvor der bl.a. voksede ananas, bananer, citrus, jackfruit (verdens største frugt), mango, peber- og kanel-træer m.m. Der var også masser af røde orkideer. Bagefter var vi med guiden hjemme og få en kop Sri Lanka the. Vi sluttede dagen af med en dukkert på en idyllisk lille strand hvor vi fik hummer til frokost (18 kr.). Herligt.

Nytårsaften blev fejret med en overdådig BBQ på en strandrestaurant (smal strand der, så vi sad kun 4 meter fra vandet!) i selskab med et svensk/italiensk par. Klokken 24 gik vi ned på en ca 100 meter bred strand og lå på en solseng (med portvinen i hånden, man er vel lady-like) og så det mest ukontrollerede fyrværkeri nogensinde! Mange skød ud over vandet, men ikke alle... Nogle skød vist mest efter de andre. Meget festligt på en "fyrværkeribriller er for tøsedrenge"-agtig måde.

Vi boede ganske billigt hos to søde gamle damer. Sidste dag lavede de en lokal specialitet til os, såkaldt "sweet rice". Lyserødt, sammenpresset moset ris med en mystisk smag - uhmm, Jakob var i bad, så jeg måtte pænt spise af det, mens de så henrykte til.

Kandy
Næste stop var Kandy oppe i "the Hills" (a la små junglebjerge). To forskellige A/C busser og nogle dårlige nerver senere ankom vi til øens næststørste by. Den var ikke specielt stor, men den var til gengæld våd! Det regnede overordentlig meget i de fire dage vi var der. Vi boede først i et stort, gammelt hus i kononistil med patio hvor man kunne sidde og sippe en øl i en 150 år gl. stol og nyde udsigten over byens sø. Vi tilbragte 5 dage med Ian, en australsk mand som var det bedste selskab man kunne ønske sig. Han var 57 år gammel, tidligere rektor, og morsom og herlig at være sammen med. (Vi savner ham).

Vi lavede stort set alt sammen mens vi var i Kandy. Vi var ude - i tørvejr endda - og se et hjem for forældreløse elefanter. Der var 64 elefanter og den yngste var kun 2 mdr. gammel. De besøngende stod på bredden mens elefanterne badede i floden og derefter gik man med dem op til deres reservat, hvor de fik frokost. Gæsterne måtte gerne klappe elefanterne, så jeg fik klappet alle dem jeg kunne komme i nærheden af! Den ældste var vist ti år og den yngste var 5 mdr. gammel med baby-strithår og det hele - nuser... De blev trænet til som voksne at blive arbejdselefanter i skoven.

Dagen efter var vi på heldagsudflugt. Det silede ned det meste af tiden og gav os for en stund mulighed for at føle os hjemme i gode, gamle Danmark. Jakob og jeg havde kun en paraply til deling, så det var romantisk - omend en smule svært - at gå tæt omslyngede op og ned ad klipper og trapper m.v. plus jeg gik på bare tæer det meste af dagen pga. regnmasserne.

Vi så to cave-monestaries med liggende Buddha statuer (klippehulerne er lange og lavtloftede) og en hule med malerier af bestialske afstraffelser af forbrydere. Festlig måde at starte dagen på.

Chaufføren trak/tvang os derefter ind i en "Spice Garden", som vi ellers af princip havde forsøgt at undgå (netop fordi man bliver nærmest tvunget derind!).

Vi så til sidst fortet Sirigya på toppen af en gigantisk klippesten (minder om Ayers rock), som ligger ude i junglen. Vi klatrede heldigvis op i tørvejr, sa vi kunne nyde udsigten af de truende gråsorte regnvejsskyer i det fjerne...

Sidste nat i Kandy flyttede vi over på byens fineste hotel (Queens Hotel), hvor vi fik et gigantisk hjørne-tårnværelse på omkring 70 m2, med tre kanapper og et balsals toilet. Alle møbler var gl. kolonistil, meget charmerende, med bonede gulve og det hele. Det kostede kun 20 dollars pr. nat. og der var endda swimming pool (dog ikke på værelset). (Vores andet hotel havde også en pool, men det var mest fordi det regnede ind gennem taget i restauranten).
Vi boede temmelig alene i en gammel fløj af hotellet som ikke var sat i stand endnu (hvilket var en del af charmen). Man følte sig ret alene når man gik rundt i de labyrintiske gange for at finde værelset (måtte have hjælp af personalet de første tre gange jeg gik derop). Det var interessant nok i sig selv at bo der, men det viste sig at engelske dronning Elizabeth II boede i vores værelse i 1973 (og måske ogsa i 1954). Halløjsa! Vi har nok delt karbad med hende for det var i hvert fald meget gammelt.

Vi forlod det alt for våde Sri Lanka til fordel for Chennai/Madras, hvor vi mødte en nys ankommet, meget grøn og rædselsslagen engelsk pige (på 28). Det var rart at vi var blevet så vant til Indien at vi kunne hjælpe hende med lidt moralsk støtte og tips til hendes videre rejse/overlevelse. Vi tog hende bl.a. med hen på banegården så hun kunne komme ud af byen dagen efter. Vi købte billetter til en 30 timers togtur til Kolkata, som gik fint, bortset fra at den unge kvinde overfor os må have været gravid eller ustabil for hun lo eller græd med minutters mellemrum til hendes mands evige fortvivlelse.

Kolkata, hvor jeg sidder nu, er en indisk storby med alt for megen trafik og forurening. Vi er her endda under "Road Safety Week", men det mærkes ikke.
Her er meget koldt i regionen i øjeblikket og jeg har været lidt sløj pga alle vejrskifterne. Kulden er et stort problem da folks helbred her ikke er for godt i forvejen og mange dør af kulde (nogle steder frost om natten). Her i byen er der faktisk ikke så mange fattige som jeg havde forventet. Vi har snakket med en hollandsk hjælpearbejder, som fortalte at der næsten ikke er nogen slum i Kolkata og "kun" omkring 100.000 hjemløse, hvilket er intet imod fx Bombay. Der er mange hjælpeorganisationer i denne byen pga. dens dårlige ry og gode reklame i Mother Teresa. Der er selvfølgelig masser af underbemidlede mennesker og vi har set tre Mother Teresa hjem: nonnernes hjem, hjemmet for forældreløse og handicappede børn samt hjemmet for de dønde. Meget søde nonner og nogle pæne steder med en god ånd.

I Kolkata er der stadig håndtrukne rickshaws, dvs. der løber en mand mellem bærepindene på en art "lille (heste)vogn med to hjul". De har bare tæer og ser meget tynde og ældede ud. Man kan selvfølgelig sige det er tragisk og uværdigt med disse "human horses", men det er deres job og hvis de ikke havde det, kunne de ikke føde deres familie. De ser sig selv som heldige fordi de får lov til at trække en rickshaw. Jeg støtter dem gladeligt og de forurener ikke og med lidt rigelige drikkepenge kan man hjælpe manden på gaden bedre end hvis man tog en - mere værdig - taxi. Der er et godt samfundssind som fx viser sig ved at en tjener på vores stamrestaurant i byen spurgte om han måtte give et pizzastykke jeg ikke kunne spise til en sulten på gaden. Hellere end gerne! Mange steder er tjenerne lidt howski snowski fordi de har et ordentlig job, men det er rart og godt at forære en kvart pizza til en sulten, selvom det er en dråbe i havet.

Nå inden jeg går helt i selvsving må jeg hellere trække i nødbremsen og få sendt denne mail. Hav det godt alle sammen.

Knus fra Charlotte

Jeg hilser fra Jakob - der ikke kan komme ind og opdatere sin gæstebog fordi der er nogle problemer med serveren i Danmark.