Rejsemail nr. 15:
Vietnam - smager af hund, men lugter af kogt kat...

Kunming, sydvestlige Kina, 03.04.03

Er endelig tilbage på pinden - har ikke haft adgang til billig internet længe.
Jeg skal vel fortælle lidt om Vietnam, selvom den uge vi nu har været i Kina har været mere spændende - men næste gang...

Der er sket en masse siden Jakob var i Vietnam for 7 år siden og de områder vi besøgte var ikke helt uberejste mere :o)

Vi tog en decideret frygtelig 27 timers bustur fra Laos til Hanoi i Nordvietnam. 30 pers. minibus med halvt lokale, halvt turister. De første (turister) forlod bussen efter ca 15 min's kørsel, det var vist de klogeste af os... Alle udlændingenes bagage (inkl. en mountainbike) skulle stå i midtergangen, da de lokale havde fyldt alle bagagerummene. Det betød at folk måtte gå på armlænene med numsen i loften, morsomt, hvis det ikke var fordi at alle folks sko var mudrede m.m. pga. regn. Med ingen benplads og sæderne der kunne ikke lægges ned (vidste ikke man kunne have krampe i så mange forskellige rygmuskler), fik vi en "herlig" tur.

Hanoi var hyggelig, omend byens berømte cykelkultur havde veget til fordel for scootere - med voldsommmere og mere støjforurenende trafik tilfølge. Støjforurening var dog et udtalt vietnamesisk fænomen. Alle de hoteller vi boede på i landet lå op ad en byggeplads - der var dømt byggeboom ud over alle grænser. Som Jakob skrev i dagbogen støbte en genbo (i en to meter bred gyde) sit cement-fundament i tidsrummet kl. 22.30-4.00 med cementblandere med sten i og hele pivtøjet... Vi var godt trænede fra Indien, men det tog altså lige godt prisen!

I Hanoi lejede vi cykler og kastede os ud i trafikken, nogle mere selvsikkert end andre. Vietnameserne er flette-mestre og alle kører bare frem, holder sin bane og fletter på en aller anden magisk måde sammen. Der sker dog mange uheld med scooterne og vi så selv en dame ryge ud over styret og lande på panden - så er det jo godt man som turist altid har en masse toiletpapir på sig.

Vi cyklede ud til Ho Chi Minhs mausoleum. Ho Chi Minh var manden som i de gode gl. dage oprettede det vietnamesiske kommunistparti, tidligere præsident for Nordvietnam og landsfader om en hals. Han døde for omkring 33 år siden og blev i bedste kommunistleder-stil balsameret. Hans mausoleum nyder pilgrimsrejsestatus og køen var mange hundrede meter lang og 4 personer bred. Vi troede vi ville stå der hele dagen, men det gik hurtigt og effektivt i march-kolonne. Uncle Ho var helt hvid i både tøj, hud, hår og skæg, og da han lå i orangefarvet lys i et helt mørkt (køleskabskoldt) rum, så han ret spøjs og selvlysende ud.

Der var meget herlig turistshopping mulig i Hanoi, men desværre ingen rygsækplads. Vi købte dog 70 kopi cd'ere tilsammen (Jakob de 50!). Det var ikke så hyggeligt at gå ud og spise for de fleste steder havde multifunktion, dvs. alle restauranter var også et rejsebureau og/eller en internetcafe eller vaskeri eller...etc! Ergo var det hverken særlig hyggeligt at spise (turforslag og togpriser på alle væggene), eller praktisk at købe ture (hen over hovedet på folk der spiste) eller være på nettet (folk der snakkede). Og her lå grunden til at Vietnam ikke længere er særligt "eksotisk" at rejse til ... ALT ordnes, købes, bookes af hoteller eller rejseagenter. Der var gruppeture (og gruppeturs-mennesker) til alle steder og selv grønne backpackere på 19 år vi mødte syntes det var for nemt og for meget turismus... Det ærgerlige var at man var nødt til at tage på gruppeturene til visse steder for det kostede 4 gange så meget at gøre det individiduelt.

Så - folkelige som vi er - snuppede vi en billig gruppetur til Halong Bay, som ligger sydøst for Hanoi. Vi skulle sejle to dage i bugten afbrudt af to overnatninger og en hel dag på øen Cat Ba. Der er optaget en James Bond film i bugten, for naturen er meget smuk og speciel med blå-grønt vand og kæmpestore limstensklipper der stikker lodret op ad vandet her og der og alle vegne.

Dagen efter var vi på trek igennem Cat Bas jungle. Turen var kun på 12 km, så hvor svært kunne det være, tænkte vi... Det var dog hen over 6 høje klippebjergkamme, så vi fik vores sag for og øvet vores klippeklatringsevner betydeligt. En ældre tysker var gået med på trekket fordi vi kunne tale tysk - men det fortrød Wolfie vist hurtigt.
Han og vi klarede den dog og kom trætte hjem til hotellet kl. 17.45 - med besked om at være tilbage i restauranten kl. 18.30 - det er sgu' hårdt at være på gruppetur! Vi fik okay mad i løbet af turen (inkl. i prisen), men bordet måtte kun få en gang ekstra af hver ret - langt ude, når nu folk var sultne som teenagere.

Nattelivet i Cat Ba by bestod i at drysse rundt på havnefronten og de enlige mænd (heribladt Wolfgang) fik visitkort med ordlyden "meetings arranged" (hmm), og mindre subtilt, tilbudt børn af alle aldre og køn...euuuh.
I havnen lå en gigantisk fiskeflåde og en hel del enfamilies tømmerflåder i bedste kolonihavestil - med et lille havehus, tagoverdækning, vasketøjssnor og ikke at forglemme en stor, bidsk vagthund!

Vi oplevede glæden ved at møde mennesker man ellers ikke ville snakke med når man sådan kaster sig ud på det dybe gruppetursvand. På trods af at vi var forholdsvis heldige, måtte vi lægge ører til ordvekslinger som flg.:
Australsk pige: Blev England ikke engang bombet?
Australsk fyr tænker sig godt om og svarer langsomt: Jooh, jeg mener det var under Anden Verdenskrig. (Vores indre kommentar: AAARRGGHHH). Derefter gik de over til at snakke om bryllupper - hvilket de havde mere forstand på end både gl. og på det tidspunkt kommende krige.

Tilbage i Hanoi fandt vi - og resten af verden - ud af at krigen var brudt ud - en tjener på en restaurant henledte henkastet vores opmærksomhed på CNN. Det havde ikke den store impact herude, det fik i hvert fald ikke noget som helst til at gå i stå eller svime. En-to artikler i avisen dagligt kunne/kan det svinge sig op til. SARS var og er det hotteste emne af de to.

Vi var i Hanois berømte Water Puppet Theatre, dukketeater med en scene af vand, som dukkerne dukkede op af og/eller plaskede rundt i. Dukkeførerne stod bag en skærm og førte dukkerne foran sig på lange L-formede pinde (som man ikke kunne se da de var skjult under vandet). Virkelig tjekket og morsomt. Det føltes dog ikke helt trygt at sidde 300 mennesker i en teatersal - især ikke når folk sad med masker på rundt om een... Fagre, nye mode.

Forargelige har vi også været. I Hanoi boede vi ved siden af et lille marked - og hver dag gik vi fordi hundekødssælgersken... Vi købte en god luns af damen og det smagte bare GODT! Mmm. Det kan være meget fedt, men det vi købte var kvalitetsvovse og smagte af ribbensteg. Jeg gik resten af dagen og drømte om mere... Næsten alt kød vi har spist i 5 mdr. har været kylling, så det var herligt med lidt afveksling. Jakob prøvede at fodre resterne til en hund, som - til min store lettelse - ikke ville spise det. Verden er anderledes herude og jeg ville afgjort ikke spise vovse i Danmark! (Hmm, kan ske en spændstig puddel?).

Med hensyn til lugten af kogt kat skyldtes det - som Jakob skrev i dagbogen - at deres national-madtilbehør var en ækel, stinkende, gæret fiskesovs, som ganske sikkert lugter som kogt, rådden kat. De serverede den heldigvis ikke på turistcafeer, da de vidste det ville skræmme kunderne væk. (En flaske med fiskesovs knustes engang under en flyvetur og lugten blev resten af turen recirkuleret i airconnen - folk var gået rimelig bananas og derfor blev det ulovligt at medbringe på fly!)
Et øjebliksbillede af Vietnam kan dermed fuldendes: små, smalle gader med masser af butikker, trafik, byggestøj, damer der går rundt med stråhatte og åg med masser af varer på samt en kvalmende stank fra den nærmeste lokale restaurant.

Vi forlod Hanoi og tog op i bjergene - helt på egen hånd endda! Tog et nattog til Lao Cai ved den kinesiske grænse, hoppede på en "rugbrødstaxi" og ventede spændt på afgang. Da vi endelig skulle køre faldt skydedøren af bilen, hmmm, over i en anden bil med alt vores bagage. Asien i en nøddeskal.

Efter 1 1/2 times køretur op i bjergene landede vi i Sapa. Den lille by lå og klyngede sig til de stejle bjergvægge. Den lå i en slugt med masser af risterrasser i dalen og bjergtoppe for oven. Vores hyggelige hotel var smalt, men på fem etager og vi boede selvfølgelig øverst med superb udsigt tilfølge. Vores værelse havde pejs, himmelseng og var generelt høj klasse! (Kostede 42 kr.). Vi brugte meget tid med at kigge ud af vinduerne, drikke varm kakao og læse bøger med ild i pejsen - the life... :o)
Det viste sig at hotellet havde byens bedste restaurant, så vores hjemve forsvandt som dug for solen. God mad - med masser af kartofler - kan virkelig gøre en forskel.

I området omkring Sapa boede tre forskellige minoritetsgrupper - H'Mong, Sai og Red Dao, som er blandt Vietnams fattigste og mindst begunstigede mennesker. H'Mongerne havde mørkeblåt tøj på (billede på nettet): korte kjoler og stof benvarmere, en mærkelig ringformet hat og masser af sølvsmykker. Sai'erne havde farvestrålende, ternede hovedtørklæder og tunikaer på, mens Red Dao kvinderne, sørme var iført rødt (ret julet faktisk). Deres hår var barberet af og på hovedet bar de en rød tæppelignende ting foldet fem gange og med et væld af røde kvaster ned af ryggen. Det kan enhver da forestille sig ikke? :o)
Det var fascinerende med alle de forskellige kulturer (og de var IKKE klædt ud for turisterne, som de er i fx Thailand).

En dag gik vi rundt til tre forskellige landsbyer, en af hver slags, med en lille dreng som guide. Han var ganske nuser og havde stort guidepotentiale trods sit yderst begrænsede engelsk. Hver gang vi så en vandbøffel, sagde han fx stolt: "Buffalo!" Sådan! Hvad har man mere brug for at vide?
Det var heldigt vi havde en guide for vejen gik igennem folks gårdspladser og på digerne mellem rismarker og over et mudderbjerg etc. Og jeg gled ikke engang (særlig meget i hvert fald)!
Godt brugte tog vi to motorcykeltaxier de 13 km tilbage til Sapa efter den sidste landsby ad "hovedbjergvejen" - en vej i en frygtelig dårlig forfatning skulle det vise sig! Drengen og jeg kørte sammen med "hurtige Hasse" og det var med bare fuld fart op ad bjerget hen over stenvejen med indlagte mudderhuller der sørgede for at vi i løbet af fem minutter fik gennemblødt de sko vi havde kæmpet for at holde tørre hele dagen. Hmm. Jeg havde heldigvis for travlt med at holde fast i knægten og skrige i mit indre over hvor ondt min ryg gjorde pga. den manglende affjedring til for alvor at bemærke hvor langt ned der faktisk var og hvor sindssyg hurtigt manden kørte. Det var en i sandhed skidt, skidt mc-tur.

Efter fire dejlige dage var det tid til at vende næsen mod Kina, som blot lå 40 km væk. Vi så frem til lidt sol og varme, for det var temmelig koldt og blæsende i Sapa, hvor vejret var meget uberegneligt.
Vi havde tidligere oplevet et voldsomt skybrud to timer efter solen havde skinnet fra en skyfri himmel. Vi var heldigvis hjemme, men andre vi mødte var blevet fanget ude på trek. Skidt med de vilde trekkingruter og stejle skrænter.
Vi tog en minibustaxi ned til grænsebyen Lao Cai og endnu engang oplevede vi hvordan vejret i området skiftede med lynets hast. På 45 minutter havde vi ekstrem tåge (da vi skulle køre kunne vi ikke se huset på den anden side af gaden), regnvejr, strålende solskin og derefter let tåge.
Trods det spændende vejr kom vi fint ned - kun forsinket af fire dynamitsprængninger ved et vejarbejde.

Vi kom nemt ind Kina. Vi havde frygtet der stod noget spændende i computeren om os fra Tibet, men ingen problemer, og ingen der forfølger os so far.
Indtil videre vil jeg bare sige, at Kina er for herligt - et rigtig spændende land med en fantastisk natur, god mad og en masse kinesere der ikke snakker engelsk. :o)

Alt for nu! Vi lader være med at trække vejret og overvejer kraftigt at flyve fra Shanghai til Filippinerne i stedet for at flyve fra Hong Kong.

Knus fra Charlotte

P.S. Rygtet siger at Jakob vil skrive en rejsemail en af dagene - se på hjemmesiden om der sker noget på den front. Han er pt igang med at lægge billeder op fra Thailand, Laos, Vietnam og Kina.
Forresten virker min Yahoo mail ikke her i byen, så beklager hvis der er nogen der venter på svar! :o)