Rejsemail nr. 16: Cool, coolest, Kina!

Shanghai, Kina, den 14.04.03

Velkommen til Kina!
En simpel bro førte os fra et støvet hul i jorden (Lao Cai) i Vietnam til det tilsyneladende højeffektive og moderne Kina. Wauuuw.
Trods det moderne ydre i storbyerne er Kina stadig et land der emmer af dets lange historie og indbyggede respekt for traditioner, trang til eventyr og ikke mindst en storslået natur der ikke kan andet end at opfordre til fortællinger om drager, tigre og andet godt!
Stort at være kommet hertil. Eventyr venter forude kan man straks mærke.

Det er som at komme til en hel anden verden. Mandarin er et "blomstrende billedsprog" og det lyder til tider vanvittigt når det oversættes til engelsk.
Et menukort tilbød fx følgende eksotiske drink:
"Purple Room Glamour Love Affairs"- juice. (Ingen anelse om indholdet, men navnet er da fedt!). Jeg troede, jeg spillede på det sikre da jeg i stedet valgte en "kakao isthe med mælk" - tja...næste gang.
På et togtoilet var der en skilt med flg. henstilling:
"Please Drainage Develop" - hmm, tror de mente, at man skulle trække ud efter sig, men det er jo ikke til at vide!

Skåret over een kam kan det hurtigt fastslås at kinesere IKKE snakker engelsk!
Sig "Ni hao" (goddag) til en og personen vil straks sige sytten sætninger til dig på kinesisk og gentager gerne det hele, når vedkommende opdager du ikke forstod deres første kinesiske forklaring... Det er nu meget sødt, for de vil så gerne snakke.

Med disse sprogvanskeligheder er man altså nødt til tale lidt kinesisk og så er det jo heldigt jeg har international multi-tolk Jakob Øster Himself med i bagagen!
Mens vi ventede på natbussen fra grænsebyen Hekou til Kunming, lærte Jakob mig at tælle til 999 på kinesisk - de benytter et simpelt talsystem a la "to ti tre" = 23 - og lidt andre nyttige sætninger. Der gik dog ikke lang tid før jeg fandt ud af at ordet man afgjort skal kunne er "toilet" (cesuo). Jeg følte jeg mistede lidt af min naturlige coolness da jeg første aften måtte mime en fireårig der var ved at tisse i bukserne overfor et resturationspersonale...

De kinesiske toiletter er ikke for generte blærer - man sitter på hug på rad og række ofte over den samme gennemløbende rende. Hvis man er heldig er der små afskærmninger til siden (sjældent foran så tilskuerne er altid underholdt). Hvis man er rigtig heldig er man ikke ved at besvime over lugten. :o)

Vi kom med en ganske fancy natbus til Kunming. Bussen var med to køjer i højden og tre i bredden (to midtergange). Vi lå øverst og puttede dejligt med de udleverede dyner trods køjebredden passede bedst til en lille kinesernummer - og når vi altså ikke var bange for at falde ud af sengen i et af hårnålesvingene...

Velankomne i Kunming tjekkede vi ind på et af de fedeste hoteller i mands minde - Camillia - et regulært luksushotel der havde bygget en backpackerfløj med 4 pers. sovesale og lækre dobbeltværelser til 70 danske kr. (billigt). Fattigmåsene i fløj 3 havde mulighed for at bruge alle hotellets faciliteter, så det var en win-win situation for os. Det var altid skægt at betragte nyankomne, udslidte backpackere stå og se betuttede ud i lobbyen, mens de skiftevis kiggede på omgivelserne og i deres Lonely Planet guidebog for at se om de var havnet det rette sted. Hvem kan lide at gå ind på Park Hotel i KBH og spørge om de har en dorm-bed til 25 kr.?

Kunming var en dejlig by med omkring 5 mio. indbyggere, meget moderne med brede boulevarder, funklende skyskrabere med blågrønne vinduesfacader, trafik, men ingen forurening, sært nok. Der var stadig en stor cykelkultur (nu også i el-dreven version) og folk cyklede så langsomt, så langsomt i forhold til derhjemme hvor man får stress bare ved tanken om en cykelsti. Pigerne var nogle mobiltelefontalende, lyserøde solbrille-bærende modedyr og jeg følte mig totalt underdressed i min kedelige backpacker uniform: tensonbukser, t-shirt, fleece og kondisko.
Det var noget helt andet end de forventede gamle mænd i mørkeblåt kommunist arbejdsuniform med kinakrave. I hvert fald i storbyen...

Vi tog en bus til Dali, som skulle være fantastisk at slappe af i for den trætte rejsende...Hmm, en plastik, turist by! De havde forsøgt at genopbygge en traditionel by som de kinesiske turister kunne besøge. Resultatet var et gågade område med 2000 helt ens toetagers huse med butikker i gadeplan (ikke engang lyv!), fuldstændig blottet for charme. Målgruppen var den velhavende kinesiske middelklasse og alle butikkerne bugnede med souvenirs til dem. Skægt at "crappet" for en gang skyld ikke var beregnet for en selv, så man slap virkelig for at føle sig fristet til impulskøb.
Turistguiderne gik rundt i nationaldragter med forskelligfarvede flag i strakt arm og tyve kinesere med ens højrøde eller skriggule kasketter på. Man skulle jo nødig blive væk fra sin gruppe...

Trods følelsen af at gå rundt i legolands nye gamle kinesiske by, mødte vi i sidegaderne de gamle mænd og kvinder med blå murerkasketter og "uniformen" på. Stort. Ude i provinsen var de ikke helt så hightechede og der var stadig ret godt salg i kinasko (ballerinaagtige fløjssko med rem) og mao-sutter som almindeligt fodtøj.

Vi boede - lige i Jakobs buddhistiske ånd - på "Jims Tibetan Peace Guesthouse", hvor vi fik os lidt yak-gullasch for at mindes de muntre Tibetdage. Det smagte osse helt tibetansk...(gæt selv).

Det sjoveste vi oplevede i Dali var da vi kom forbi det lokale "ældrecenter" (dvs. et lokale med et bordtennisbord og otte gamle der spillede Mahjong).
Jakob - selv bordtennisspiller - fik straks stukket et bat i hånden og spillede med de gamle mænd, som syntes det var herligt med en ung gut, der kunne sætte fut i fejemøjet og pulsen i vejret! De var sgu rimelig imponerende taget i betragtning af hvor tussegamle de var og hvor tykke deres brilleglas var. Hende damen, som Jakob ramte i nakken omkring 20 gange pga. bordets skævhed, syntes måske ikke vores besøg var et hit, men hun tog det nu meget pænt.

Vi kunne ikke komme hurtigt nok ud af Dali og kom i stedet til den herlige by Li Jiang. Her var der en meget stor ægte, gammel bydel, med alt den charme Dali manglede. Vind og skæve gamle huse, kanaler, stenbroer og hyggelige små cafeer. Der var der også en del lokale turister, men charme nok til at opveje det. Der var masser af gode restauranter og som de andre spiste vi kinesisk suppe-fondue, en såkaldt "hotpot" som tog hundrede år, men smagte godt og vi fik også inhaleret et insekt på længde og bredde med min lillefinger (ved ikke helt hvad det var, udover stort og knasende).

Vi tog et todages trek i Tiger Leaping Gorge (eller som bussens skilt sagde: Tiger Jumping Gulch). Busturen startede godt med at vi kørte direkte fra bustationen til mekaniker! 30 min. senere var vi dog tilbage på vejen. Sad en del i kø da Kina er gået amok i vejbyggeri og det er "vi sprænger os da bare igennem med dynamit"-måden de bygger på og altid på en ti km lang strækning ad gangen. Vejarbejderne har ofte habit på - hvem fa'en derhjemme ville gå på arbejde og hugge & bære sten i 16 timer dagligt iført habit?! Strange.

Gorgen er en af verdens stejleste og smalleste kløfter med 4000 meter fra bund til top - meget imponerende! I bunden flød den - på dette sted - blå-grønne Yangtzeflod. Vi var en lille, munter gruppe på fire fyre og jeg. Det var en hård tur og vi fik hevet os op over et næsten 3000 meter højt pas (ret høj stigning på fire timer!) og var godt trætte på vej ned til lodgen. Det meste af tiden var der frit fald ned ved siden af stien, men heldigvis valgte hollandske Jeroen skvatte og tage et hovedspring ud fra stien på et af de mindst farlige steder. Vi kunne bagefter beundre hans fingernegles spor i støvet ud til kanten hvor han lå og holdt fast med fingerspidserne med hele kroppen nede ad den der ikke specielt stejle skrænt. Grim oplevelse, som heldigvis endte godt.

Vi havde en hyggelig aften på lodgen og der var kun en der fik en slem madforgiftning (første i flere månder)... Jeg tilbragte derfor det meste af natten med at kravle rundt i bælgravende mørke (kunne ikke se min hånd ti cm foran mig, spooky) på diverse trapper, gårdspladsen og "toilettet" med bjergudsigt og lidt månelys. Smukt sted at kaste op den ganske nat dog...

Kom ned uden problemer og tog en taxi ned til byen for enden af kløften, spiste frokost, besøgte et toilet fyldt med høns (! - gården det lå i fungerede som en stor hønsegård) og tog endnu en taxi tilbage til Li Jiang, ikke flere busser der.

Havde nogle slapperdage, da Jakob blev syg pga. kulde på trekket. Da vi skulle med bussen tilbage til Kunming, havde vi en kvindelig taxichauffør som - trods den store busholdeplads-reklame på kinesisk hun fik fremvist - kørte os til den forkerte busstation, som uheldigt nok havde en bus til Kunming på samme tidspunkt. Vi viste billetten til to ansatte som skovlede os ind i bussen. Da vi skulle køre kl. 9 sagde kontrolløren vi var på den forkerte busstation. Spænede ud i en taxi og nåede lige præcis ikke den anden bus...åh hvor træls... Kom dog med den næste nogle timer senere uden problemer. Hr. Øster havde herefter rig lejlighed til at komme med farverige teorier omkring Kvinder, Trafik og Generel Orientering. :o)

Hvad vi siden har bedrevet - River Yangtze Cruise m.m. - vil jeg vente med at fortælle om til en anden gang for denne mail er vist rigelig lang allerede.

Kærlig hilsen Charlotte

P.S. Vi har fået ændret vores flybilletter så vi på mandag flyver ud af Shanghai til Manilla og dermed undgår Guangdong og Hong Kong.