Rejsemail nr. 17:
Jamen, kan jeg da ikke bare få en nudelsuppe?!

Boracay, Filippinerne, tirsdag d. 29.04.03

Nu er jeg endelig kommet til en computer og kan afslutte "Eventyret om Kina"
Den første eufori over at været kommet til Kina lagde sig da vi kastede os ud i et mere udfordrende rejseliv. Kina var hårdt arbejde!

Vi blev hurtigt trætte af vores kostplan, som ofte bestod af bananer, brød (der smagte underligt) og kopnudler. Det var praktisk talt umuligt at bestille mad på restauranter for Lonely Planet havde valgt at skrive fire sider med retter a la stegt mudderkarpe med auberginer og ikke et eneste sted havde de skrevet hvad nudler, suppe eller kød hed! Helt grotesk.

Vi bestilte fx gris et sted, jubii, engelsk menukort og det hele. Det var bare gris med blæksprutte vi fik - og ja, det smagte mindst ligeså klamt som det lyder. Vi fandt dog et par steder i Shanghai, hvor maden både var til at bestille, spise og betale! Vi spiste indbagt slange og to gange fik vi skildpadde. Renset for indvolde og derefter smidt i gryden, serveret i fuld figur i en brødkurv med hoved og poter. Smagte dejligt, men det var svært ikke at synes den var lidt for nuser.

Hvad bedrev vi så efter Kunming? Vi kastede os ud i det SARS-ramte land og landede i Chongqing, verdens kommende /nuværende største by! Det var tre byer a 10 mill. hver, der i løbet af årene var vokset sammen til en storkommune med 30 mill. indbyggere.
Chongqing var også udgangspunktet for det berømte, spændende, enestående "Yangtze River Cruise" på tre dage og to nætter...

Vi købte billetter til 3. klasse, og det var dyrt taget i betragtning hvad vi fik for pengene. En gammel skrammel lorte båd fyldt med 200 spyttende, hostende, lugtende og larmende kinesere - og os.

Mødte heldigvis tre fyre, danske Kasper og to englændere så vi i de næste tre dage sammen kunne bitche over de klamme kinesere, den klamme mad (kopnudler), de klamme kahytter og klamme anlægshavne (heriblandt mudderbanken der mindede sært om byens lodseplads og den eneste mad til salg var kopnudler, griseører, - tæer og -tryner).
Vi ridsede udtrykket fra "Spiderman" filmen på en flise i havnen: Crap, crap, megacrap!

Det blev hurtigt turens ukronede slogan, mens vi prøvede at slå tiden ihjel med kortspil, øl og læsning. På tredjedagen nåede vi de berømte tre gorges som bliver oversvømmet når verdens største dæmning bliver bygget færdig. Vandstanden stiger 175 meter på stedet og en kæmpesø bliver skabt og et par mill. personer vil blive flyttet, hvilket dog ikke umiddelbart er så ondt som det lyder, da 1 mill. personer i området er druknet pga oversvømmelser i løbet af de sidste 100 år.
Og der skal også noget el til at trække det ny Kina frem i verden! (erstatter en masse kulfyring).

Vi kiggede på de tre gorges i omkring 45 minutter (høje, stejle klipper der brager op på begge sider af den smalle flod). Tja, de var da okay, men jeg tror verden kan fortsætte ganske ufortrødent selvom de forsvinder fra jordens overflade...

Sightseeingprogrammet på turen var helt horribelt og af samme grund deltog vi ikke i så meget. Første stop var kl. 6 om morgenen (det vil sige at folkene i vores kahyt stod op kl. 5 og moslede rundt på ægte kinamaner). De lokale var meget forargede over vi ikke ville med ud og se et kloster med sights der hed "Håbløshedens Bro" og "Selvmordsklippen" (eller noget i den retning) kl. 6 om morgenen.

Derefter lå de og pruttede i deres kahytter hele dagen og spiste grisetæerne m.m.. Kl. 23.30 skulle de afsted igen og se et andet kloster hvorfra de først kom hjem kl. 1 og moslede til kl. 2... Kl. 5 stod de fand.. op igen for næste tur startede kl. 6.30, aarrggghhh, det var jo et helvede! At Jakobs seng var tyve cm for kort og han lå med hovedet på et ti cm højt køje-adskillerbrædt i to nætter mindskede ikke stressniveauet. :o)
Prøv lige at give det program til en flok danske pensionister og fodr dem af med kopnudler i tre dage oven i hatten.

Endelig sluttede "Yangtze River Cruise" og vi væltede af borde og kom med en bus som kørte os forbi den endnu ufærdige dæmning i al dens magt og vælde. Meget, meget imponerende. Tilbragte en nat i Yichang med de andre. Taxichaufføren kørte os til et andet hotel end vi bad om - kun en mindre detalje syntes han - men det gjorde det en smule sværere at finde hjem med en anden taxi dagen efter...

En herlig bus tog os til Wuhan, sådan cirka verdens mest kedelige og forurenede storby. Fik en togbillet til Shanghai dagen efter og bestilte bagefter under store strabadser noget nudelsuppe - uhm, tænkte vi stadig sultne ovenpå maden på båden - men endte med klar nudelsuppe med lidt kål. Jubii...

17 timer, et kinesisk sprogkursus af en ung engelsktalende pige (som til gengæld lærte at sige "jaj elsger daj" af (single) Kasper i løbet af fem minutters samtale), lidt kopnudler, brød og bananer senere ankom vi til Shanghai. Indrullerede os på et herskabeligt hotel og betalte horrible 120 dkr. per overnatning i et meget basic dobbeltværelse uden wc oppe under taget. Dormbeds i denne SARS-tid, nej tak...

Shanghai lå på begge sider af en bugtende flod og havde en af verdens mest imponerende skylines langs floden. I første parket var der gamle, statelige huse bygget af kolonimagterne, bagved var der skyskrabere og reklamer og et lyshelvede uden lige (meget flot om natten). Der var en nybygget promenade på begge sider af floden. Hundredevis af shoppingcentre og en gågade med alt hvad hjertet kan begære. Trafikken i Shanghai krævede dog mandsmod, der var ikke noget "grøn mand gå, rød mand stå" - det var løb for livet! Temmelig stressende.

De havde også bygget verdens tredje højeste tårn på 468 meter. Futuristisk i grå beton og 3 pink glaskupler. Love it or hate it - vi syntes det var for cool!
Vi kom 265 meter op i det, men syntes det var for dyrt at komme 100 meter højere op.

I Shanghai lagde Jakob sig med en "wannabe"-SARS, dvs. heftig forkølelse ovenpå vandre- og flodturen. Vi havde dog en anden på gangen som virkede døden nær når han hostede sine lunger op hver morgen i en times tid ude på det fælles badeværelse...
Hotellet ville ikke gøre noget ved ham så til sidst satte vi et hjemmelavet reglement op ude på badeværelset med bl.a. en henstilling om ikke at hoste og sprede baktusser etc. da det var et fælles wc. Mon ikke det stadig sidder der til næste år?

Mens Jakob var underdrejet gik Kasper og jeg på shopping og lavede en heldags maraton indsats, skønt! Især fordi vi (han) fik købt en masse gode ting etc. Det er afgjort stedet at tage hen med fyldte kreditkort.

Vi fløj fra Shanghai til Filippinerne mandag den 21.04.03 og var iført maske (købt allerede i Kunming) og var meget imponerede over stewardesserne både havde maske og plastichandsker på. Der var kun 20 passagerer i flyet med 200 pladser, så vi følte os ikke i akut fare for andet end at se tovlige ud, selvom mange andre også havde masker på.

Vil dog lige afslutningsvis ovenpå denne lettere kritiske mail tilføje at Kina var en stor oplevelse og Yunnan var nemt og dejligt at være i. Så Kina var ikke bare brok, men det var hårdt arbejde - hvilket omvendt kan give de største oplevelser -, men jeg tror vi var lidt mættede af hårde lande efter så lang tids rejse, hvor vi bare ville hjem til mors mørbradsgryde. Men kinesere ER altså klamme!

Filippinerne er en anden verden igen igen igen og har indtil videre bare været dejligt. Det er uhyre smukt, postkortstrande, flinke, engelsktalende folk, GOD mad etc. Ahhh.
Ville bare ønske jeg havde anlæg for solbrændthed...
Og jeg vil ikke være en streg i luften ved hjemkomsten med den fødeindtagelse jeg kan oppebære her når maden er så god!

Knus og masser af sand fra Charlotte (som kommer hjem den 6. maj og glæder sig)