| |
Rejsemail nr. 7: Sandheden om Tibet-turen, da da da da....
Vi er netop kommet godt hjem fra Tibet. Turen blev
afkortet med en lille uge, hvorfor vil I få at vide i
det efterfølgende...Det har været en sjov, men dybt
absurd tur. Turde ikke skrive det i Kina hvor nettet
er overvåget! Vil lige advare om at det bliver en
lang mail, dog med lidt utraditionel action og måske
enkelte betragtninger omkring den tibetanske kultur...
Overskriften på den flg. historie kunne nemlig
passende være:
Spionerne der kom ind til kulden eller...
00C & 00J does Tibet
Hvor skal jeg starte! I fredags skulle vi for anden
gang hente Tibet flybilletter. Vi skulle også have
vores to personers gruppevisum, som skulle sikre os
mod problemer. Tja, fredag aften bliver vi i stedet
spurgt af agenten om vi var med i en "rebel-group"
eller lignende i DK?!
Nej, det mente vi ikke vi var (med mindre spejderne
eller Magisterforeningen har nogle fraktioner jeg ikke
kender til). Nå, sagde han, vi var ellers blacklistet
på den kinesiske ambassade i Katmandu, angivet som
mulige spioner! (ja, spioner!?!)
Da denne blacklistning fandt sted i løbet af ugen, er
det nærliggende at mistænke Jysk Rejsebureaus
nepalesiske medarbejdere for at have angivet os!!!
(De har motivet, kontakterne og kender som de eneste
- udover vores hotel og søde rejsebureau - vores navn
og pasnummer!) Jamen, hvad gir' I? Proff selskab.
Ekstra Bladet here we come!
Vi tog chancen og tog med rystende knæ afsted med
flyveren næste morgen på vores individuelle
kinesiske visum fra DK i stedet for gruppevisumet. Vi
havde den mest fantastiske flyvetur over Himmalaya og
Mount E.
I Lhasa var der som vi forventede bøvl og 62 dollars
i "individuelt visum straf". Fint nok, guiden ordnede
det og vi kørte ind til Lhasa. Guiden, Tjuda, blev
ved med at sige, at vi skulle med gruppeturen ud og vi
ikke måtte forlade gruppen osv. Trætte af at andre
folk prøvede at tvinge os til alt muligt gik vi bare
fra ham og gruppen og fandt vores eget hotel. Guiden
kom hele tiden tilbage og var helt vildt irriterende
og prøvede at rive papirer ud af hånden på Jakob
m.m..
Jakob var meget højdesyg (Lhasa 3700 m.) og vi gik
tidligt i seng i vores 2 grader varme værelse. Næste
morgen blev vi vækket ved det bankede på døren
(- er det politiet!?), og vi fik stukket en
mobiltelefon i hånden med Katmandukontoret i røret.
Vi og firmaet var i deep shit for vi var under
spionage-anklage og guiden havde i lufthavnen måttet
skrive under på at vi ville være under hans opsyn
under Tibet opholdet. Ellers var vi røget ud af
landet igen på røv og albuer. Tibetanerne lovede os
at vi ville få køretur, hoteller og sightseeing
gratis bare vi tog med, for hvis vi forlod gruppen var
de i store problemer. Vi forstod - fordi de ikke ville
have penge! - alvoren og indvilligede i at følge med
gruppen, men kun hvis de sørgede for vi kom til
Everest Basecamp på vejen.
Der var en sightseeing ture de følgende to dage i
Lhasa med gruppen, som bestod af 5 ældre grækere og
en ældre australier, og så ellers unge fra
mestendels Europa, ialt 15 pers. Umiddelbart en
homogen gruppe, men den gik i spåner da hr og fru
Hakkebøf/Luksushotel senere kom under pres...
Jeg mener, jeg beskrev Lhasa i den foregående mail,
den er meget kinesisk efterhånden. Tibetanerne går
stadig i traditionelt (beskidt!) tøj og er meget
troende. Har altid gang i en bedemølle eller et lille
buddhistisk mantra. De er søde og smilende. Der er
mange på pilgrimsfærd til Lhasa i øjeblikket fordi
markerne mv. ligger hen for vinteren. De velhavende
tibetanere er fint pyntede, med oversize,
lykkebringende sten eller garndimser i det flettede
hår. De fattige, som selvfølgelig også tager på
pilgrimsfærd, er uvaskede, håret har aldrig været
redt, de har (og sover i) deres yak-pels og lugter
ramt af det harske yak-smør som hele deres kultur
drejer sig omkring. Men også de er glade og
nysgerrige overfor de fremmede. Alle drikker the med
yak-smør og inde i de allestedsværende klostre
brændes det rådne, men tørre yak-smør af i store
lysestager med mange væger - med en herlig, kvalmende
lugt til følge...
Klostrene indeholder fantastiske rigdomme, men ligner
alle sammen hinanden da de samme guder/personer
afbilledes i hundrede-, ja til tider tusindvis hvert
sted. Hold k... hvor har vi set mange guld buddha
statuer på kort tid!
Men tilbage til dramaet! Vi gik alene hen på en
(tibetansk!) restaurant til frokost. Restauranterne
har ofte en turist- og en lokal spiseafdeling. Vi og
en sej skotsk fyr vi havde mødt dagen før var de
eneste i lokalet. Vi snakkede om vores problemer m.m.
Pludselig opdager vi at der sidder to (kinesiske!)
mænd og lytter ved et bord tæt på. I en tib. rest.
og i turistlokalet og uden at tale sammen, men med en
mærkelig taske der står på bordet og peger hen mod
os. Helt og aldeles skummel, men nærmest åbenlys
overvågning af os! Vi skiftede hurtigt emne...
Siden gik det slag i slag med mærkelige hændelser...
Vi blev på hele turen skygget af PSB - Public
Security Bureau - som vist dækker over det kinesiske
politi eller efterretningsvæsen. Det var de ikke
specielt raffinerede til! På vores lille, lukkede
hotelgang lå kun to værelser. Jakob åbnede flere
gange døren og så en ventede kineser, der bare
vendte om og gik væk, når han kiggede ud.
På hotellet i en ny by oplevede vi at det bankede på
døren. Vi åbnede. To kinesermænd spørger: Are you
in the room? Stirrer kort på os og går!
Jeg oplevede en dag hvor Jakob var ude, at en stuepige
moslede ind i værelset med varmt vand og undersøgte
om Jakob var der, på trods af vi lige havde fået
vand og de ansatte ellers aldrig gik ind i ens
værelse.
Jakob og en fyr blev forfulgt af hele tre forskellige
på et marked. Jakob og Duncan vendte brat om da de
ikke gad gå længere. Tøvende stoppede et kinesisk
par op foran dem og gik med samme vej tilbage. Det var
simpelthen ren Anders And.
Sidste nat blev vi banket op, mens vi sov, og spurgt
om vi ville have nyt varmt vand (øhh, nej!). En i
gruppen så dem og de havde for det første ikke noget
vand med + vi var de eneste der blev spurgt og de gik
først, da de havde hørt begge vores stemmer.
Vi holdt lav profil, såsom ikke snakke med flinke
munke der er for gode til engelsk (de kan være kinesiske
agenter) og undlade at tage billeder af skumle ting...
Sådan gik vi altså og hyggede os... Det virkede dog
ikke truende, en smule latterligt nærmere.
I dag i Katmandu sad jeg under morgenmaden og kiggede
mig omkring efter skumle, lyttende kinesere! Man er
blevet helt paranoid.
Vi skulle køre fem dage med landcruiser til Nepal
igennem Himalaya bjergkæden. Vi kom i en bil med et
skotsk par og en mystisk, men venlig fyr, som rendte
rundt med en Buba figur og bad en anden fyr (de var
begge åbenlyse bøsser) om at lade sig omvende som
Lord of the Darkness, istedet for at leve som Slave of
the Light. Uhh...det var ham den anden nu ikke så
meget for for at sige det mildt :o)
Første dag så vi fantastisk "scenery" med bjerge og
en kæmpe turkis sø. Vist en af verdens højst
beliggende, mener det var 4200 m. Europas højeste
punkt er Mont Blanc på 4807 m. Vi kørte på hele
turen over omkring 10 pas på 5000 meter og kom
sjældent under 3900. Det højeste pas var på 5220 m.
med den mest fantastiske udsigt over Himalaya
bjergkædens forløb på tre sider.
Der er ikke meget ilt over 3700 meter hvis man
spørger mig! Jeg blev forpustet bare af at rede mig
om morgenen. Hvis man gik på toilettet om natten, hamrede ens hjerte i ti min. bagefter. Jeg led af
morgenkvalme (nej, ingen trippen af små fødder) pga
højden og kastede lidt op hver morgen - nice...
Kombinationen af, at man skal drikke meget fordi
luften er så ekstremt tør, og højden som gør, at
man hele tiden skal tisse, bevirkede at de første
dages køretur var som Monty Pythons Marathon for
inkontinente/folk med slappe blærer!
På tredje dagen fik vi desværre en udskiftning i
bilen, Mr. Buba flyttede fordi en amerikansk pige
(Michelle from Hell) var blevet overordentlig uvenner
med sin "bil" og kom over i vores. Hun var 33, men
opførte sig seriøst som en overforkælet
superamerikaner (vild med Bush-typen) på 14 år. Hun
faldt kl. 8 om morgenen i verdens koldeste land i en
dyb kanal fyldt med verdens koldeste vand, da hun gik
ud på isen der dækkede kanalen (sort is vel at
mærke! Idiot...) Hun faldt i til brystet med kamera
og det hele. Det var hele tiden et gedemarked uden
lige med hende!
Det gik jo hverken værre eler bedre end at hun også
lavede totalt ravage i vores ellers så fredelige bil.
Jakob og jeg skulle jo til Everest Basecamp en dag og
så skulle de andre køre videre i to biler i en time.
Vi havde fundet to der gerne ville sidde i den ene
bils bagagerum (på klapsæde). Michelle følte bare
ikke at hun havde lyst til at have to folk siddende i
hendes bagagerum! Det var da for mange folk i een bil,
puhaa...
Det er en meget lang historie der involverede at jeg
stod grædende (til dels krokodilletårer må jeg
indrømme, hvilket er svært i 4500 m hvor man har
pissetørre øjne!) foran den græske bil for at få
dem til at tage en person med i deres bil i en sølle
time (damen overgav sig til sidst som håbet på!)
Jakob drønede rundt og prøvede at snakke med nogle
andre i mens. Nå, stor scene senere, folk proppet i
bagagerum og vi afsted på en ekstra 7 timers køretur
ovenpå de 8 vi lige havde overstået. Turen ind til basen var vild, men vi nåede det og fik flot aftenlys.
Mount Everest er smukkest fra Tibet og vi kom 5200 m
op ad bjerget (på 8848 m.) Det ser faktisk ikke særlig stort
ud når man er så tæt på. Men fed oplevelse og alle
problemerne værd. Tænk at jeg har stået på Mount
Everest!!!!! :o)
De næste to dage var der dårlig stemning i bilen, da
vi var pissed på Michelle som ikke ville hjælpe os
(m. M.E. turen) på trods af hun hele tiden skulle
hjælpes med ALT. Hun var samtidig mester i at sige
så ufattelig dumme ting at man MÅTTE reagere på
dem! Så efter nogle timers venten fordi vores bil var
løbet tør for benzin (som vi fik skylden for fordi
vi havde kørt i den til M.E. dagen før!!!) kogte
temperamenterne over og Jakob, Michelle og jeg tog
århundredets rivegilde i bilen, da den endelig fik
benzin og kom afsted. Det involvede stærke argumenter
såsom: Go home and vote for Bush! (Hvilket var en
kniv i hendes patriotiske, krigsliderlige hjerte).
Dagen efter havde hun sagt noget fis til skotterne,
så vi skændtes på den sidste køretur. Herlig
afslutning på turen.
Det er sidste gang jeg tager på gruppetur med en flok
fedlinge der kun er vant til at rejse på chartertur.
De kan jo slet ikke klare presset når turen bliver
bare lidt hård. Men der var dog nogle sjove og okay
mennesker. De fleste havde det elendigt på turen og
ville bare hjem. Jakob og jeg var blandt de få der
faktisk morede os! Vi havde jo heller ikke betalt
noget + at vi fik set M.E.B..
Mht. kost og logi, så levede vi af kopnudler de
sidste 5 dage. Jeg fik en kop med instant
cereal-vitaminblanding om morgenen og så lidt nudler
i løbet af dagen. En god slankekur!
Vi sov på luksus hotel (300 kr pr nat + gratis!) de
første to nætter. Det ene sted var der endda varme i
rummet, stor, stor oplevelse på verdens tag og i
verdens omtrent koldeste land (iflg. mig iført min
hue, alt tøj og vanter i de andre værelser) 3. nat
på køreturen sov vi det skumleste sted med en dør
der kun kunne lukkes ved at stille et brædt op ad
den. Der var også nattefrost i værelset. Det er ikke
nemt at stå op om morgenen sådanne steder! Stedet
lå i 4400 meters højde. Det er rigtig, rigtig højt
oppe! Jeg led af søvnløshed det meste af turen grundet
højdepåvirkningen. Men var egentlig ikke træt om
dagen.
Sidste nat var okay i byen Nyalam, hvilket betyder
"Gate to Hell". Ikke helt uden grund. Klam lille by
med een muddergade hvorpå der lå en stor træplade.
På denne plade, midt på gaden, i mudderet, med
masser af tilskuere (deres TV!) blev først en yak
slagtet, pladen renset i beskidt muddervand, hvorefter
et får fik samme tur. Det blev kødløs dag...
Tibet er sgu et vildt land. Kineserne prøver hårdt
på at civilisere det, men det er slet ikke i
tibetanernes interesse. De har deres uredte hår og
unger med frossent snot under næsen og ser egentligt
ud til at det er sådan vil de have det! Jeg har fået set en
smule af et kæmpemæssigt land, hvis kultur nok ikke
kan reddes selv hvis landet blev selvstændigt igen.
De har bare ikke noget drev i sig udover at drikke
deres the, bede og have får, køer og yakokser
(sidstnævnte er for seje) og et MEGET isoleret liv.
Da vi holdt i en mini flække uden benzin hentede de
fandme strikketøjet og satte sig til at glo på os.
Kineserne tromler dem ned. Men de er ikke "onde eller
uvenlige" de har bare en iværksætter kultur.
Tibetanere på landet lever som for femhundrede år
siden, men det kan de vel ikke blive ved med. Det er
et meget mærkeligt land.
Det var hvad jeg havde at berette for denne gang!
På tirsdag tager vi bussen til Varanassi i Indien.
Glæder mig til at komme ned i varmen.
Knus fra Charlotte
~ formerly known as the Chinese spy...
:o) Tak for mails! :o)
|
|
